Om en mistænkt faktisk er skyldig, er ikke noget, der tages synderligt hensyn til, når NYPD (New York’s politi) arresterer en person. For når politiet har besluttet sig for, at den mistænkte skal fremstilles som skyldig, er det nærmest givet, at vedkommende erklæres skyldig.
Louise Broen Larsen, Journalist
I efterforskningen har NYPD ret til at lyve overfor de anklagede ved at fortælle dem, at der findes beviser, som bekræfter deres skyld. Dette falske vidnesbyrd vil som oftest forvirre den anklagede, som vil begynde at tvivle på sin egen hukommelse ift. hændelserne og stole på løgnene. Den snedige del af processen sker, idet politiet bevidst undlader at filme disse afhøringer, hvori de lyver, og hvormed de frit kan vælge, hvordan de vil vinkle den anklagedes skyldsudsagn og deres egne spørgsmål. Den anklagede får altså heller ikke mulighed for at bruge politiets løgn som et modbevis på sin skyld, idet løgnen ikke er optaget på film. En 5-timers afhøring kan føre til et enormt psykisk pres for den anklagede, som får svært ved at tænke klart. For at komme ud af den pressede situation vil den anklagede typisk finde på et falsk grundlag - at erklære sig skyldig i forbrydelsen som vedkommende ikke har begået.
I et sådant system virker det klart nok, at der er behov for en ekspert i falsk tilståelse. Richard Leo, retspsykiater og -kritiker er netop en sådan ekspert, og han forklarer, hvordan NYPD bruger det at manipulere og lyve som taktik for at have en skyldig på en forbrydelse. Leo uddyber: ”problemet er, at man formoder, at den mistænkte er skyldig. Processen er beregnet på de skyldige, og ikke de uskyldige.” Denne proces var, hvad Malthe Thomsen, dansk pædagogstuderende, oplevede, da han som et led i sin uddannelse arbejdede i en elitebørnehave på Manhattan i New York. Kollegaen, Gigi, anklagede ham for at have interageret på upassende vis med små børn. Gigi, som havde et ry for at anmelde folk til chefer i børnehaven for småforbrydelser, gik til højesteret med sagen. Da Malthes mødre fandt ud af, at Malthe var arresteret, kontaktede de advokaten Jane Byrialsen, som har praksis i New York, og tog desuden selv til New York. Forløbet blev forvirrende og ubehageligt for Malthe, som blev smidt ind og ud af straffeopholdssteder, blandt andet det berygtede fængsel på Riker’s Island, som de værste forbrydere frygter. Malthe tilstod forbrydelsen. Han udtalte, at hans tanker var på, hvordan han kom ud fra det afhøringslokale. For at bevare sig selv forsøgte han at legitimere ”beviserne” og anklagerne ved at tænke, at han nok havde et blackout, da hændelserne fandt sted. Ifølge Richard Leo er dette typisk adfærd for en falsktilstående. Også advokaten Jane Byrialsen er målløs: ”det får mig i hvert fald til at overveje min fremtid i New York, for jeg har nu oplevet systemet som ondt.” Malthe blev løsladt mod kaution og måtte bære en fodlænke, som begrænsede hans tilværelse i Manhattan, hvor han skulle være mindst 70 meter fra steder med børn. Han måtte da også finde et nyt hotel, da hans daværende værelse lå 63 meter fra et busstoppested, hvor der hyppigt kom børnehaver. Anklageren endte med at droppe sagen mod Malthe grundet mangel på bevis: Gigi var rejst til Grækenland og ville ikke vidne. Foruden det nye hotel, som var det eneste mulige for Malthe at bo på, på grund af afstanden til børn, har betalingen af advokat og af Bill Bond Agents, samt løsladelseskautionen af Malthe efterladt familien med en gæld på godt 3,25 mio. kr. Denne gæld kombineret med en intention om at sagsøge staten New York samt en følelse af at være umenneskeligt behandlet er, hvad familien har fået ud af Malthes ophold i New York.
Med en sådan historie fristes man til at spørge om det land, som kalder sig verdens bedste og frieste land, virkelig er så forbilledligt og veludviklet, som det siges.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar