17-årig modtager Nobels Fredspris

Onsdag d. 10/12 modtog pakistanske Malala Yousafzai Nobels fredspris for sin kamp for pigers rettigheder til at gå i skole i Pakistan. Ikke alene er hun den første pakistaner til at modtage denne pris, men derudover er hun, med hendes 17 år, den yngste prismodtager nogensinde. Hun blev tildelt prisen d. 10 oktober 2014, og efter to måneder modtog hun den i går til den årlige ceremoni i Oslo.

Lotta Grohmann, Journalist 

Der er ikke mange 17-årige, der kan hævde at have været så modige som Malala. I 2012 blev hun verdenskendt, da hun, som 15-årig, blev skudt i ansigtet af Taliban på vej hjem fra skole. Taliban var blevet opmærksomme på hende, eftersom hun var blevet offentlig kendt for hendes blog, hvor hun prøvede at få sit budskab om pakistanske pigers ret til skolegang igennem. Efter attentatet blev hun indlagt på et pakistansk hospital, men blev senere flyttet til Birmingham, da hendes situation var så seriøs, at hun højst sandsynligt ikke kunne være blevet reddet, hvis hun var blevet i hjemlandet. 

Pakistanske pigers konflikt

Malala kommer fra en fattig familie med en far, der kæmper for en lige ret til undervisning for alle børn. Selv går hun i en af de få skoler til begge køn og det var her, hvor hun selv blev opmærksom på problemstillingen. Hendes jævnaldrende veninder blev nemlig ofte taget ud af skolen af deres forældre for en længere periode. I Pakistan er der, med hensyn til piger i skolen, en konflikt mellem normerne og de enkelte pigers egne ønsker. Mange pakistanske piger får i opvæksten at vide, at de hører til i hjemmet og derfor ikke skal bruge tid på uddannelse. Selv de forældre, der mener uddannelse er vejen frem, er bange for at sende deres døtre i skole, grundet den militante og islamistiske Taliban-bevægelse, der på det tidspunkt havde overtaget magten i Swat og bombet flere hundrede skoler og lukket resten. Også Malalas skole, som hendes far havde bygget, blev truet til lukning af Taliban i en periode.

”Man kan dræbe en krop. Men ikke en drøm”

På mirakuløs vis overlede Malala skuddene, og hvad endnu mere bemærkelsesværdigt er, kæmpede hun tappert videre på trods af attentatet og angsten for, at Taliban vil prøve at få ram på hende igen. Onsdag stod hun, mere levende end nogensinde, og modtog sin Nobels Fredspris side om side med Indiske Kailash Satyarthi, der har kæmpet imod børneslaveri og reddet omkring 80.000 børn fra tvangsarbejde. Sammen kommer de fra to forskellige verdenshjørner, men har haft fælles mål; at kæmpe for børns rettigheder og at give dem adgang til skolegang. En meget ydmyg og stolt Malala takker, i sin tale, både forældre og lærer for at have støttet, inspireret og troet på hende, gennem hendes kamp. Om fremtiden siger hun: “Pakistan har brug for oprigtigt målrettede, engagerede og ærlige politikere”, og indvilger hermed verden i hendes drøm om at blive Pakistans næste premierminister, samtidigt med hun gør det klart, at det ikke handler om, hvor gammel man er, når blot man kæmper for sin sag.

Farlig sukkertype på vej til Danmark

Sukkertypen high fructose corn syrup (høj fruktose majs sirup) har fået skylden for at føre til mere fedme og diabetes i USA, og nu kan sukkertypen være på vej til Europa. 

Johanne Eikemo Thorgaard, Journalist

Høj fruktose majs sirup er sødere end almindeligt sukker, det er flydende og kan ikke krystallisere

Kvoter frigives

Hidtil har sukkertypen været kvotebelagt i EU, men fra 2017 gives alle kvoter fri, det betyder at europæiske fødevareproducenter uden videre kan fylde det i deres produkter. De nye EU-regler har fået Per Bendix Jeppesen, lektor for institut for klinisk medicin, til at slå alarm. 

Det optages direkte i blodet

Per Bendix Jeppesen siger: ”Det er rigtigt skidt. Det er velkendt, at det har medført en regulær fedmeepidemi i USA, siden det blev indført.” Per Bendix Jeppesen frygter at industrien i Europa vil benytte sig af den farlige sukkertype.

Til forskel fra almindeligt sukker går den billigere høj fruktose sirup, der er udvundet af majs, direkte i blodet. Og mens det meste af glukose (almindeligt sukker) forbrændes i musklerne og i alle kroppens celler, går fruktosen til leveren. I leveren lagres overskuddet som fedt.

I forhold til almindeligt sukker som er lavet på roer og sukkerrør, så indeholder høj fruktose sirup syv procent mere fruktose. Det giver alt sammen øget risiko for fedme og diabetes. Dette kan blandt andet bevises i et forsøg med rotter. Forsøgets resultat viser, at der var meget stor risiko for fedtlever og diabetes ved indtag af sukkertypen. Per Bedix Jeppesen udtaler: ”Fruktose bliver optaget direkte i blodet, og det frigiver meget mere energi. Hvis jeg skal lave et forsøg med en rotte, som har diabetes, så fodrer jeg den i otte uger med fruktose. Så er jeg sikker på at den får diabetes.” 

Høj fruktose majs sirup og fedme

Sukkertypen er allerede en realitet i de europæiske fødevarer, men fordi det er kvotebelagt findes det ikke i drikkevarer endnu. Det ses ofte i desserter og brød, hvor det maskeres på ingredienslisten som ”maj stivelse”, ”glukosesirup” eller bare ”sirup”. Ofte bruger producenterne mange forskellige navne for at forklæde majssukkeret. I de produkter er det dog i så små mængder, at det ikke bærer nogen sundhedsrisiko. Men hvis man for eksempel erstatter sukkeret i sodavand vil man kunne få det i meget større mængder, hvilket kan være rigtig farligt for dit helbred.

Diabetes foreningen: NEJ TAK

Henrik Nedergaard, direktør for diabetes foreningen, siger: ”vi skal have mindre fedme, epidemi, kroniske sygdomme, diabetikere.” Han mener at det vil være et rigtig dårligt valg at tillade høj fruktose sirup i Danmark.  Nedergaard udtaler: ”Det her er et skridt i den forkerte retning.”

Hvad er bæredygtig udvikling, når udviklingen ikke er produktiv nok?

Nanna Bruun og Selina Nielsen, Redaktører

Bæredygtighed.

Se, allerede dér mistede vi nok din interesse. Der burde efterhånden ikke være nogen, der var i tvivl om, at vi udleder for meget CO2 og har brug for en bæredygtig udvikling. Jaja, efter utallige debatter, kampagner og demonstrationer så har vi fattet at det er et stort problem, som i stor grad kan løses ved en bæredygtig fremtid. Det har vi så til gengæld også hørt for meget af nu. 

Vi siger ikke, at vi er ligeglade – vi er langt fra ligeglade. Men samfundet har allerede fundet gode alternativer, så hvorfor har vi ikke taget dem i brug? Ikke nok penge siger de, men en bæredygtig fremtid afhænger ikke kun af vindmøller og solcelleanlæg. Vi behøver ikke at starte, hvor det kræver mest. For det er da dér, hvor vi bare kører i ring uden at komme nogen vegne. Vi skal for søren da bare starte et sted og så sprede budskabet. 

Det provokerede nok nogen en del. Nogen vil helt sikkert sige, at der er massere der gør noget og tager initiativ. Men hvor skulle vi vide det fra, når vi stort set kun hører om konsekvenserne af vores dårlige vaner? Det er simpelthen så trættende at høre på de samme ting igen og igen. De gode initiativer ville da med stor sikkerhed brede sig, hvis der var lagt et større fokus på dem. 

Løsningen er jo simpel – et øget fokus medfører øget interesse for den enkelte. Det skal ikke ske gennem mere fokus på vindmøller eller miljøvenlig dit og dat. Vi har hørt det. Det skal ske gennem et fokus på de steder, hvor der er taget fat om problemet og gjort et forsøg på at ændre vores vaner til det bedre. 

Alle ønsker en bæredygtig fremtid, men lad os nu lade vær med at sigte for højt og så høre, hvor det fungerer, så det kan inspirere og florere.

Tørster vi danskere efter nyheder?

Hvordan kan to vidt forskellige men dog alligevel to så umoralske hændelser nå samme højder i de sociale medier? Vi mener, at selve problematikken ligger i at en mindre hændelse fik så meget dækning af de sociale medier, at det i Danmark svarer til dækningen af mordet på Micheal Brown i USA. Hvad er den egentlige grund til, at de sociale medier skal hobe en hændelse så meget op? Er det for offerets skyld? eller er det for vores tørst efter spænding i hverdagen?

Anne Sophie Overgaard og Simone Læssøe Christiansen, Redaktøre

Svaret på dette spørgsmål kan og vil med sikkerhed provokere adskillige læsere, og det er lige præcis af denne grund, at vi tager problematikken op. Generelt set vil man muligvis tro at begivenheden om det racistiske skyderi, der fandt sted i USA i 2014, ville dække et større omfang end den mere lokale episode, der fandt sted i Danmark i april 2014. Dette viser sig dog ikke at være tilfældet. 

En grund til at skyderiet på den mørke Michael Brown blev diskuteret uafbrudt både i nyderne og i de sociale medier skyldes landets racistiske historie, som vi alle jo godt ved ikke er glemt endnu. Det kan dog undre at den danske hændelse, som i sin grad også var sindsoprivende, fik så meget mediedækning som så. At skubbe en ældre handicappet ud af sin kørestol, som ifølge politiet muligvis selv lagde op til den ”dårlige behandling” på grund af sit ”grimme” sprog, virker direkte forkert og provokerende. Selvom at han legede med ilden ved at råbe skældsord til politibetjenten, giver det på ingen måde politibetjenten lov til at vælte personen. Vi mener, at hændelsen var meget etisk ukorrekt, trods der ikke skete mere med personen. 

Kan det dog virkelig være sandt, at et par få ukvemsord er nok til at få tændt en betjent af? Med en uddannelse fra politiskolen vil vi mene, at man burde være forberedt på sådanne situationer. Derfor virker det fuldstændig langt ude, at man kan få sig selv til at skubbe en hjælpeløs handicappet ud af sin kørestol, fordi at én betjent føler sig truffet. Derudover er det skuffende, at de mennesker vi burde stole allermest på, idet de har en stor og gældende magt, vælger at misbruge denne. Hvordan ville det ikke se ud hvis disse menneske blev banditterne fremfor at være heltene? For at forsøge at sætte en stopper for problemet, kan det have været en god ting at hændelsen blev blæst så meget op i medierne. 

Hvis en af vor egne familiemedlemmer havde fået samme tur, ville vi så have ønsket historien på forsiden af Ekstrabladet?

Vi mener, at man burde tænke nærmere over, hvad og hvem man udstiller på nettet og i Tv’et. Medierne kan have sine positive egenskaber, som for eksempel, ved Michael Browns mord i USA, men kan dog sørme også have sine negative. Af hensyn til den person det er gået udover, kunne især de sociale medier godt have skånet den udsatte yderligere fremfor at udstille ham på diverse sider og Tv-programmer. 

Personligt vil vi mene, at sådan en ”nyhed” nok bare burde have været dækket af en lokalavis fra området,  men i stedet for dette brugte de sociale medier deres magt og blussede episode op til langt højere niveau end fra starten af.  Altså mener vi, at de sociale medier misbruger deres magt til at gøre en fjer til ti høns. 

Men hvor er det egentlig, at det generelle problem ligger? Tørster vi bare så meget efter skandaler, at vi virkelig ikke har andet at tage os til end at lave en mindre nyhed til en kæmpe stor nyhed? Sker der virkelig ingenting i Danmark? En nyhed der burde været kommet i lokalavisen endte på landsdækkende TV. Hvad skal dette ikke betyde for fremtidens journalistik? Generelt er vores trivielle hverdagsproblematikker i Danmark langt mindre en USA's. Så hvorfor gøre et problem langt større end det egentligt er?

Men sådan er der jo så meget.

Den danske jul

Os danskere elsker traditioner. Selv dem som mener at de helst ville være foruden, kan alligevel ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet når de dufter flæskestegen og ser det pyntede juletræ stå lysende i stuen.

Camilla Traberg, journalist

Hvem elsker ikke julen?

Julehyggen, julemaden, julemusikken, og ja vi kan lige så godt indrømme at julegaverne er med til at sætte en stemning, selvom det er det mest hektiske og dyreste i december måned.

Julen er en højtid fyldt med hygge, masser af mad, gaver og et væld af juletraditioner. Juletraditioner, som vi kender dem i dag, tog langsomt sin form allerede i 1500-tallet, hvor man rundt omkring i Europa spiste særlig mad i forbindelse med julen. I dag er de danske juletraditioner en blanding af mange hundrede forskellige juletraditioner fra hele Europa

Men hvorfor er det lige at vi fejrer jul?

Vi kan alle blive enige om at julen i bund og grund handler om Kristus fødsel, men efterhånden ser man ikke mange tegn på det kristne kultur hjemme i stuerne, hvor krybbespillet i hjørnet er byttet ud med moderne nisser der kravler på møblerne, og børnene ikke helt forstår hvorfor de skal i kirke d. 24. December. Det er så her, danskerne burde stille sig selv det spørgsmål: hvorfor holder vi overhoved jul?

Omkring år 300 besluttede de kristne kirkefædre, at Kristus var blevet født den 25. December, dog skiller Norden sig fra resten af verden ved at fejre hans fødselsdag den 24. december. Nogle danskere vil mene at vi fejrer julen den forkerte dag, men resten af den kristne verden er heller ikke på sikker grund mht. fejringen af julen. Ingen ved nemlig med sikkerhed, hvornår Kristus blev født.

Den dag i dag har vi utallige traditioner. Den største af dem og den største højtid på hele året er i Danmark juleaften. Det er den aften på året hvor vi sætter os rundt om bordet med vores nærmeste, spiser et festmåltid bestående af den traditionelle and, flæskesteg, skinke eller gås, hvor vi herefter går mætte ind i stuen hvor juletræet står flot pyntet op, og vi forsøger at vandre syngende rundt om træet hånd i hånd imens mormor viser hvor høj en tone hun kan synge uden at brække hoften. Efter den hyggelige, men også lidt anstrengende tur rundt om træet, er det tid til gaverne, som uden tvivl er børnenes yndlingsdel på aftenen. Imens de så flittigt pakker gaverne op, uden rigtig at vide hvem de er fra, og derfor uden at sige tak, kan de håbe på at se vores kære julemand, som i virkeligheden er bedstefaren, der ud brøler et HOHOHO idet at hans barnebarn kommer styrtende imod ham og slår alt luft ud af ham, imens han forsøger at holde sin hjemmelavede øl vom på plads, så den ikke lander på gulvet.

Efter det helt store cirkus, er det tid til at sige godnat til gæster og begynde på oprydningen, som altid er en glæde for forældrene, som lige har fået den ekstra cognac, alt imens børnenes nye legetøj ligger og flyder på gulvet hvor forældrene er nødt til at lege ’jorden er giftig’ for at kunne komme rundt i stuen. Efter at den kære familie endelig har fordøjet den fede mad, er det tid til anden halvleg. Nemlig juledag. Så bliver der startet forfra, bare med et par små ændringer, ris a la manden er skiftet ud med sild, og vinen med snaps. Det er altid en hyggelig måde at gentage den samtale man havde aftenen inden med sin halvsenile farmor der ikke forstår hvad den store sorte plade der hænger på vægen inden i tv stuen er til for.

Hvem elsker ikke julen?

NYPD MANIPULERER USKYLDIGE TIL AT TILSTÅ FORBRYDELSER

Om en mistænkt faktisk er skyldig, er ikke noget, der tages synderligt hensyn til, når NYPD (New York’s politi) arresterer en person. For når politiet har besluttet sig for, at den mistænkte skal fremstilles som skyldig, er det nærmest givet, at vedkommende erklæres skyldig.

Louise Broen Larsen, Journalist

I efterforskningen har NYPD ret til at lyve overfor de anklagede ved at fortælle dem, at der findes beviser, som bekræfter deres skyld. Dette falske vidnesbyrd vil som oftest forvirre den anklagede, som vil begynde at tvivle på sin egen hukommelse ift. hændelserne og stole på løgnene. Den snedige del af processen sker, idet politiet bevidst undlader at filme disse afhøringer, hvori de lyver, og hvormed de frit kan vælge, hvordan de vil vinkle den anklagedes skyldsudsagn og deres egne spørgsmål. Den anklagede får altså heller ikke mulighed for at bruge politiets løgn som et modbevis på sin skyld, idet løgnen ikke er optaget på film. En 5-timers afhøring kan føre til et enormt psykisk pres for den anklagede, som får svært ved at tænke klart. For at komme ud af den pressede situation vil den anklagede typisk finde på et falsk grundlag - at erklære sig skyldig i forbrydelsen som vedkommende ikke har begået.

I et sådant system virker det klart nok, at der er behov for en ekspert i falsk tilståelse. Richard Leo, retspsykiater og -kritiker er netop en sådan ekspert, og han forklarer, hvordan NYPD bruger det at manipulere og lyve som taktik for at have en skyldig på en forbrydelse. Leo uddyber: ”problemet er, at man formoder, at den mistænkte er skyldig. Processen er beregnet på de skyldige, og ikke de uskyldige.” Denne proces var, hvad Malthe Thomsen, dansk pædagogstuderende, oplevede, da han som et led i sin uddannelse arbejdede i en elitebørnehave på Manhattan i New York. Kollegaen, Gigi, anklagede ham for at have interageret på upassende vis med små børn. Gigi, som havde et ry for at anmelde folk til chefer i børnehaven for småforbrydelser, gik til højesteret med sagen. Da Malthes mødre fandt ud af, at Malthe var arresteret, kontaktede de advokaten Jane Byrialsen, som har praksis i New York, og tog desuden selv til New York. Forløbet blev forvirrende og ubehageligt for Malthe, som blev smidt ind og ud af straffeopholdssteder, blandt andet det berygtede fængsel på Riker’s Island, som de værste forbrydere frygter. Malthe tilstod forbrydelsen. Han udtalte, at hans tanker var på, hvordan han kom ud fra det afhøringslokale. For at bevare sig selv forsøgte han at legitimere ”beviserne” og anklagerne ved at tænke, at han nok havde et blackout, da hændelserne fandt sted. Ifølge Richard Leo er dette typisk adfærd for en falsktilstående. Også advokaten Jane Byrialsen er målløs: ”det får mig i hvert fald til at overveje min fremtid i New York, for jeg har nu oplevet systemet som ondt.” Malthe blev løsladt mod kaution og måtte bære en fodlænke, som begrænsede hans tilværelse i Manhattan, hvor han skulle være mindst 70 meter fra steder med børn. Han måtte da også finde et nyt hotel, da hans daværende værelse lå 63 meter fra et busstoppested, hvor der hyppigt kom børnehaver. Anklageren endte med at droppe sagen mod Malthe grundet mangel på bevis: Gigi var rejst til Grækenland og ville ikke vidne. Foruden det nye hotel, som var det eneste mulige for Malthe at bo på, på grund af afstanden til børn, har betalingen af advokat og af Bill Bond Agents, samt løsladelseskautionen af Malthe efterladt familien med en gæld på godt 3,25 mio. kr. Denne gæld kombineret med en intention om at sagsøge staten New York samt en følelse af at være umenneskeligt behandlet er, hvad familien har fået ud af Malthes ophold i New York.

Med en sådan historie fristes man til at spørge om det land, som kalder sig verdens bedste og frieste land, virkelig er så forbilledligt og veludviklet, som det siges.

Kebab eller en god karakter?

Er din egen sundhed afgørende for hvor godt du klarer dig i idrætstimerne?

Charlotte Mogensen Bennike, Journalist

På Nærum gymnasium er idrætstimerne fysisk hårde. Lærerne er kontante, og karakteren tæller. Eleverne bliver bedømt på deres fysiske form, men er det fair? Mennesker er bygget forskelligt og dette kan have indflydelse på din fysiske form. Mange af eleverne bor også hjemme og bestemmer derfor ikke selv hvad de får at spise. Junk Food er menuen hos mange af Nærum gymnasiums elever til aftensmad og dette har kæmpe indflydelse på deres fysiske præstation. 

Vi har interviewet en dreng der går i 2.g på Nærum gymnasium. Han er hjemmeboende, og bor sammen med sin mor, far og storebror. Han har en kæmpe kærlighed for fitness og være muskuløs, og vi vil derfor høre ham hvordan han selv synes det påvirker hans karakter. 

Hvor mange gange om ugen spiser du junk food?

Så meget som muligt. Primært fordi jeg sjældent har chancen, så når chancen er der, udnytter jeg den. 

Føler du selv du er i god form?

Nej. 

Tror du, du ville komme i bedre form hvis du droppede den usunde mad?

Nej, spiser for at blive større og derfor er der også brug for en del usund mad med mange kalorier, dvs junk food. 

Er du ked af din idrætskarakter?

Nej fik 10 sgu da!

Hvor meget tror du din idrætskarakter er påvirket af din fysiske form?

Jeg tror mere den er påvirket af mit engagement. 

Gør du selv noget for at der bliver spist sundt hjemme hos dig?

Ja, men det handler primært om at skrive til Mamma om hvad der skal købes ind, vi spiser ikke så meget slik og kager mere.  

Nærum gymnasium har selv gjort en indsats for at gøre eleverne sundere. Men der er ikke meget gymnasiet kan gøre når eleverne er frie når middagsklokkerne ringer, og de køber mad andre steder end skolens kantine. Måske skulle man give eleverne udgangsforbud i spisepausen, men ville det være for meget?  Vi har interviewet en elev der altid tager mad med hjemmefra.

Når du tager mad med hjemmefra, er det så sundt og nærende?

Ja. Jeg sørger for at tage rugbrødsmadder og frugt med. Jeg er også glad for grøntsager. 

Hvorfor vælger du ikke at spise skolens mad?

Det gør jeg også en gang imellem. Jeg har ikke så mange penge til det, så jeg tager heller mad med hjemmefra. 

Hvilken mening ville du have om at skolen lavede et udgangsforbud i spisefrikvarteret, for at eleverne kunne spise skolens sunde mad? 

Det kan de jo ikke styre. Det er som at tage folkeskolen om igen. Jeg synes det er en dårlig ide. 

Hvis du kunne vælge mellem skolens mad og mad udefra(kebab, Rema1000, bageren osv) hvad ville du så vælge?

Jeg ville klart vælge skolens mad. Det er klart bedre og mere nærende mad end maden udefra. 

Det er klart at elevernes karakter i idræt til dels er påvirket af deres fysiske form. Deres engagement har også kæmpe indflydelse, men får at have lyst til at være med i idrætstimerne, skal man være sund, rask og glad. Skolen kunne lave et udgangsforbud for at gøre eleverne sundere, men det ville næppe hjælpe. Eleverne ville højst sandsynligt finde måde at snige sig ud på, eller bare føle sig fanget. De kunne også bare tage den usunde mad med hjemmefra.