Farlig sukkertype på vej til Danmark

Sukkertypen high fructose corn syrup (høj fruktose majs sirup) har fået skylden for at føre til mere fedme og diabetes i USA, og nu kan sukkertypen være på vej til Europa. 

Johanne Eikemo Thorgaard, Journalist

Høj fruktose majs sirup er sødere end almindeligt sukker, det er flydende og kan ikke krystallisere

Kvoter frigives

Hidtil har sukkertypen været kvotebelagt i EU, men fra 2017 gives alle kvoter fri, det betyder at europæiske fødevareproducenter uden videre kan fylde det i deres produkter. De nye EU-regler har fået Per Bendix Jeppesen, lektor for institut for klinisk medicin, til at slå alarm. 

Det optages direkte i blodet

Per Bendix Jeppesen siger: ”Det er rigtigt skidt. Det er velkendt, at det har medført en regulær fedmeepidemi i USA, siden det blev indført.” Per Bendix Jeppesen frygter at industrien i Europa vil benytte sig af den farlige sukkertype.

Til forskel fra almindeligt sukker går den billigere høj fruktose sirup, der er udvundet af majs, direkte i blodet. Og mens det meste af glukose (almindeligt sukker) forbrændes i musklerne og i alle kroppens celler, går fruktosen til leveren. I leveren lagres overskuddet som fedt.

I forhold til almindeligt sukker som er lavet på roer og sukkerrør, så indeholder høj fruktose sirup syv procent mere fruktose. Det giver alt sammen øget risiko for fedme og diabetes. Dette kan blandt andet bevises i et forsøg med rotter. Forsøgets resultat viser, at der var meget stor risiko for fedtlever og diabetes ved indtag af sukkertypen. Per Bedix Jeppesen udtaler: ”Fruktose bliver optaget direkte i blodet, og det frigiver meget mere energi. Hvis jeg skal lave et forsøg med en rotte, som har diabetes, så fodrer jeg den i otte uger med fruktose. Så er jeg sikker på at den får diabetes.” 

Høj fruktose majs sirup og fedme

Sukkertypen er allerede en realitet i de europæiske fødevarer, men fordi det er kvotebelagt findes det ikke i drikkevarer endnu. Det ses ofte i desserter og brød, hvor det maskeres på ingredienslisten som ”maj stivelse”, ”glukosesirup” eller bare ”sirup”. Ofte bruger producenterne mange forskellige navne for at forklæde majssukkeret. I de produkter er det dog i så små mængder, at det ikke bærer nogen sundhedsrisiko. Men hvis man for eksempel erstatter sukkeret i sodavand vil man kunne få det i meget større mængder, hvilket kan være rigtig farligt for dit helbred.

Diabetes foreningen: NEJ TAK

Henrik Nedergaard, direktør for diabetes foreningen, siger: ”vi skal have mindre fedme, epidemi, kroniske sygdomme, diabetikere.” Han mener at det vil være et rigtig dårligt valg at tillade høj fruktose sirup i Danmark.  Nedergaard udtaler: ”Det her er et skridt i den forkerte retning.”

Tørster vi danskere efter nyheder?

Hvordan kan to vidt forskellige men dog alligevel to så umoralske hændelser nå samme højder i de sociale medier? Vi mener, at selve problematikken ligger i at en mindre hændelse fik så meget dækning af de sociale medier, at det i Danmark svarer til dækningen af mordet på Micheal Brown i USA. Hvad er den egentlige grund til, at de sociale medier skal hobe en hændelse så meget op? Er det for offerets skyld? eller er det for vores tørst efter spænding i hverdagen?

Anne Sophie Overgaard og Simone Læssøe Christiansen, Redaktøre

Svaret på dette spørgsmål kan og vil med sikkerhed provokere adskillige læsere, og det er lige præcis af denne grund, at vi tager problematikken op. Generelt set vil man muligvis tro at begivenheden om det racistiske skyderi, der fandt sted i USA i 2014, ville dække et større omfang end den mere lokale episode, der fandt sted i Danmark i april 2014. Dette viser sig dog ikke at være tilfældet. 

En grund til at skyderiet på den mørke Michael Brown blev diskuteret uafbrudt både i nyderne og i de sociale medier skyldes landets racistiske historie, som vi alle jo godt ved ikke er glemt endnu. Det kan dog undre at den danske hændelse, som i sin grad også var sindsoprivende, fik så meget mediedækning som så. At skubbe en ældre handicappet ud af sin kørestol, som ifølge politiet muligvis selv lagde op til den ”dårlige behandling” på grund af sit ”grimme” sprog, virker direkte forkert og provokerende. Selvom at han legede med ilden ved at råbe skældsord til politibetjenten, giver det på ingen måde politibetjenten lov til at vælte personen. Vi mener, at hændelsen var meget etisk ukorrekt, trods der ikke skete mere med personen. 

Kan det dog virkelig være sandt, at et par få ukvemsord er nok til at få tændt en betjent af? Med en uddannelse fra politiskolen vil vi mene, at man burde være forberedt på sådanne situationer. Derfor virker det fuldstændig langt ude, at man kan få sig selv til at skubbe en hjælpeløs handicappet ud af sin kørestol, fordi at én betjent føler sig truffet. Derudover er det skuffende, at de mennesker vi burde stole allermest på, idet de har en stor og gældende magt, vælger at misbruge denne. Hvordan ville det ikke se ud hvis disse menneske blev banditterne fremfor at være heltene? For at forsøge at sætte en stopper for problemet, kan det have været en god ting at hændelsen blev blæst så meget op i medierne. 

Hvis en af vor egne familiemedlemmer havde fået samme tur, ville vi så have ønsket historien på forsiden af Ekstrabladet?

Vi mener, at man burde tænke nærmere over, hvad og hvem man udstiller på nettet og i Tv’et. Medierne kan have sine positive egenskaber, som for eksempel, ved Michael Browns mord i USA, men kan dog sørme også have sine negative. Af hensyn til den person det er gået udover, kunne især de sociale medier godt have skånet den udsatte yderligere fremfor at udstille ham på diverse sider og Tv-programmer. 

Personligt vil vi mene, at sådan en ”nyhed” nok bare burde have været dækket af en lokalavis fra området,  men i stedet for dette brugte de sociale medier deres magt og blussede episode op til langt højere niveau end fra starten af.  Altså mener vi, at de sociale medier misbruger deres magt til at gøre en fjer til ti høns. 

Men hvor er det egentlig, at det generelle problem ligger? Tørster vi bare så meget efter skandaler, at vi virkelig ikke har andet at tage os til end at lave en mindre nyhed til en kæmpe stor nyhed? Sker der virkelig ingenting i Danmark? En nyhed der burde været kommet i lokalavisen endte på landsdækkende TV. Hvad skal dette ikke betyde for fremtidens journalistik? Generelt er vores trivielle hverdagsproblematikker i Danmark langt mindre en USA's. Så hvorfor gøre et problem langt større end det egentligt er?

Men sådan er der jo så meget.

NYPD MANIPULERER USKYLDIGE TIL AT TILSTÅ FORBRYDELSER

Om en mistænkt faktisk er skyldig, er ikke noget, der tages synderligt hensyn til, når NYPD (New York’s politi) arresterer en person. For når politiet har besluttet sig for, at den mistænkte skal fremstilles som skyldig, er det nærmest givet, at vedkommende erklæres skyldig.

Louise Broen Larsen, Journalist

I efterforskningen har NYPD ret til at lyve overfor de anklagede ved at fortælle dem, at der findes beviser, som bekræfter deres skyld. Dette falske vidnesbyrd vil som oftest forvirre den anklagede, som vil begynde at tvivle på sin egen hukommelse ift. hændelserne og stole på løgnene. Den snedige del af processen sker, idet politiet bevidst undlader at filme disse afhøringer, hvori de lyver, og hvormed de frit kan vælge, hvordan de vil vinkle den anklagedes skyldsudsagn og deres egne spørgsmål. Den anklagede får altså heller ikke mulighed for at bruge politiets løgn som et modbevis på sin skyld, idet løgnen ikke er optaget på film. En 5-timers afhøring kan føre til et enormt psykisk pres for den anklagede, som får svært ved at tænke klart. For at komme ud af den pressede situation vil den anklagede typisk finde på et falsk grundlag - at erklære sig skyldig i forbrydelsen som vedkommende ikke har begået.

I et sådant system virker det klart nok, at der er behov for en ekspert i falsk tilståelse. Richard Leo, retspsykiater og -kritiker er netop en sådan ekspert, og han forklarer, hvordan NYPD bruger det at manipulere og lyve som taktik for at have en skyldig på en forbrydelse. Leo uddyber: ”problemet er, at man formoder, at den mistænkte er skyldig. Processen er beregnet på de skyldige, og ikke de uskyldige.” Denne proces var, hvad Malthe Thomsen, dansk pædagogstuderende, oplevede, da han som et led i sin uddannelse arbejdede i en elitebørnehave på Manhattan i New York. Kollegaen, Gigi, anklagede ham for at have interageret på upassende vis med små børn. Gigi, som havde et ry for at anmelde folk til chefer i børnehaven for småforbrydelser, gik til højesteret med sagen. Da Malthes mødre fandt ud af, at Malthe var arresteret, kontaktede de advokaten Jane Byrialsen, som har praksis i New York, og tog desuden selv til New York. Forløbet blev forvirrende og ubehageligt for Malthe, som blev smidt ind og ud af straffeopholdssteder, blandt andet det berygtede fængsel på Riker’s Island, som de værste forbrydere frygter. Malthe tilstod forbrydelsen. Han udtalte, at hans tanker var på, hvordan han kom ud fra det afhøringslokale. For at bevare sig selv forsøgte han at legitimere ”beviserne” og anklagerne ved at tænke, at han nok havde et blackout, da hændelserne fandt sted. Ifølge Richard Leo er dette typisk adfærd for en falsktilstående. Også advokaten Jane Byrialsen er målløs: ”det får mig i hvert fald til at overveje min fremtid i New York, for jeg har nu oplevet systemet som ondt.” Malthe blev løsladt mod kaution og måtte bære en fodlænke, som begrænsede hans tilværelse i Manhattan, hvor han skulle være mindst 70 meter fra steder med børn. Han måtte da også finde et nyt hotel, da hans daværende værelse lå 63 meter fra et busstoppested, hvor der hyppigt kom børnehaver. Anklageren endte med at droppe sagen mod Malthe grundet mangel på bevis: Gigi var rejst til Grækenland og ville ikke vidne. Foruden det nye hotel, som var det eneste mulige for Malthe at bo på, på grund af afstanden til børn, har betalingen af advokat og af Bill Bond Agents, samt løsladelseskautionen af Malthe efterladt familien med en gæld på godt 3,25 mio. kr. Denne gæld kombineret med en intention om at sagsøge staten New York samt en følelse af at være umenneskeligt behandlet er, hvad familien har fået ud af Malthes ophold i New York.

Med en sådan historie fristes man til at spørge om det land, som kalder sig verdens bedste og frieste land, virkelig er så forbilledligt og veludviklet, som det siges.

Ude godt, hjemme bedst

Alyson Vivian Niehans, Journalist

Første gang jeg cyklede i regnvejr, græd jeg næsten. Første gang tog jeg det forkerte tog, græd jeg rent faktisk. At fare vild i et fremmed land er en af de mest skræmmende oplevelser jeg nogensinde har haft, hvilket lyder dumt, men det er sandheden. Hvad folk ikke indser er, at så snart du farer vild i et fremmed land, er du klar over hvor alene du er, og du ikke har nogen idè om hvor dælen er du. At farer vild er en hyppig forekomst for mig, og det sker mindst to gange om måneden. Nogle gange er det forholdsvis let at komme tilbage på rette spor, men andre gange, er jeg endt op halvanden time fra hvor jeg skulle være i en by, som jeg ikke engang vidste eksisterede.

Offentlig transport her har været en stor justering for mig, fordi det er helt anderledes, end hvad jeg er vant til i USA. I USA, er offentlige busser forbeholdt mennesker, som ikke har råd til en bil eller studerende, som går direkte fra skole til fritidsjob, der finansierer den bil, de er ved at købe, så de ikke behøver at tage bussen længere. Togene findes ikke I størstedelen af landet og ni ud af ti gange, tager de toge, der er, på naturskønne ruter gennem skove i et forsøg på at genskabe jernbaneturene, som var der i gamle dage. Staten, jeg bor i, som er Wisconsin, har to toge, et turist tog nord på, og de andre toge går fra den sydlige ende af Wisconsin til Chicago i Illinois. Før jeg kom til Danmark, havde jeg taget tog måske tre gange i mit liv. Metroen kaldes Subway, og eksisterer kun i de store byer, hvor trafikken er et absolut mareridt. Manglen på offentlig transport går op med den overflod af biler, der er. Alle har mindst èn bil, medmindre du bor i en storby, hvor du kan gå hen til stederne. Jeg savner min bil meget, og der har været dage, hvor jeg spekulerer på, hvorfor folk her ikke kører steder oftere. Dagene, hvor jeg har tænkt det, var også dage, hvor jeg farede vild, mens jeg brugte offentlig transport og var frustreret, fordi jeg ikke kunne finde ud af at bruge rejseplanen.

Skolesystemerne er verdener fra hinanden, der er både gode og dårlige forskelle. I USA, har vi test alle ugens dage, nogle dage I flere fag. Hvis du har besluttet dig for at tage et fremmedsprog, skal du være parat til at have tre prøver om ugen, hvis ikke mere. Der er dage, hvor du har test i fem ud af dine syv fag. Her er der ikke så mange test. Jeg tror, der har været højst fem prøver siden jeg kom her til. I stedet er der meget mere fokus på projekter og gruppearbejde, end hvor godt man kan klare sig i en skriftlig prøve.

Forholdet mellem lærer og elev er også meget anderledes. Hvis en elev i USA skulle kalde en lærer ved deres fornavn, ville eleven blive betragtet som respektløs og komme i problemer. Her er det åbenbart ikke tilfældet. Jeg tvivler på, at de studerende her kan huske deres lærers efternavn. Klassens dynamik er også meget anderledes end i en high school i USA. Børnene er meget mere mundtligt aktive her, og er mere villige til at deltage i klassen. Lærere spørger ofte eleverne, om der er noget, de kan forbedre for at få et bedre klima i klassen.

Computere er også en stor del af skolegangen her, hvilket ikke er kommet til det amerikanske skolesystem så meget endnu. Fra mit synspunkt, er dette både en velsignelse og en forbandelse. Teknologi gør det muligt for de studerende at tage bedre noter og til at have agang til store programmer og ressourcer. Men det er utrolig fristende at være på facebook eller at komme til at shoppe online i timerne i stedet for at lytte til lektionen. Det er en risiko, som Danmark tilsyneladende har valgt at tage, og de forventer, at de studerende har selvdisciplin nok til at være opmærksom i klassen. Hvis det samme system skulle gennemføres i min skole tilbage i USA, kan jeg garantere, at børn ville lære noget.

Teenagere her får et latterligt beløb af frihed, og det er ærlig talt lidt skræmmende til tider. Den første uge jeg var her, var jeg to fester, hvor berusede danske teenagere tog toget med flasker med forskelligt alkohol, og de har intet tidspunkt, de skal være hjemme. For at sætte dette i perspektiv, kommer jeg fra et land, der ikke tillader nogen under 21 at drikke, en by der har et midnatsudgangsforbud for børn under 18 år og forældre, der forventer, at deres børn er hjemme senest 23:30 i weekenden, og 21:30 i hverdagene. Samlet set er teenagere her behandlet mere som voksne end børn, og omvendt i USA. Dette har krævet en masse tilpasning fra min side, og der er en del af mig, der sætter spørgsmålstegn ved danske forældre, hver gang jeg ser en 7-årig alene på bussen.

Danmark er et dejligt lille land, og jeg er meget heldig at være her som udvekslingsstudent. Traditionerne, sprog og mennesker gør et land til, hvad det er, og det har været fantastisk at prøve at opdage så meget som muligt om de ting, som er unikke for Danmark. De kulturelle forskelle mellem USA og Danmark er det, som har fået det her til at blive ved med at være spændende, og jeg ville ikke bytte det for noget. Mens der er dage, hvor jeg savner den bekvemmelighed en bil kan give, eller komforten ved at leve et sted, hvor jeg kan faktisk taler sproget, har der aldrig været en dag, hvor jeg satte spørgsmålstegn ved at være her i Danmark.

Årets person er...

Thit Dam Bojesen, Journalist 

Det amerikanske magasin ”Time Magazine” har siden 1927 kunne afsløre, hvem de hvert år kårer til årets person. Flere personer har haft æren af at modtage titlen f.eks. Adolf Hitler, Mahatma Ghandi og Barack Obama.

Time magazines læsere har i år valgt, at nominere otte personer, der på godt og ondt har præget år 2014: ebola-bekæmpere, Vladimir Putin, Taylor Swift, Alibaba, Jack Ma, Tim Cook, Massoud Barzani og Roger Goodell.

Blandt de mange nominerede var det ebola-bekæmperne, der løb med titlen som ”årets person 2014”. Kåringen forklares med at ebola-bekæmperne er personer, der har løbet en risiko og ofret sig for en god sags tjeneste. Tusindvis af læger, sygeplejersker og mange andre har været med til at kæmpe mod sygdommen. Magasinet har valgt at fremhæve fem personer af ebola-bekæmpere som årets personer 2014. De fem er: en hospitalsdirektør i Monrovia i Liberia, en ambulancekører og tre frivillige læger.

Vinderen af ”Årets person 2014” har modtaget meget ros fra blandt andet EU og Det Hvide Hus for at fremhæve de mange mennesker, der har kæmpet mod ebola. Sygdommen ebola har dræbt over 6.000 mennesker og 17.000 er smittet. Der findes intet middel mod sygdommen. 

Er det så slemt at være dansker?

Hver dag bliver der klaget over det danske velfærdssystem, og for nylig blev Danmark gjort til grin på siden imgur.com, hvor de såkaldte ”memes” afbilleder, hvor ”hårdt” det er at være dansker. Men er det virkelig så slemt at være dansker, eller tager vi faktisk den danske velfærdsstat for givet?

Thit Bojesen og Rebekka Marcus, Journalist

Den danske velfærdsstat, som er baseret på socialisme og Karl Marx teorier, er opbygget, så den tager hånd om den enkelte borger, og sørger for den enkelte borgers velfærd. Velfærdsstaten er til for at give tryghed, ung som gammel, og giver en økonomisk stabilitet for alle.

Men tager vi som danskere de materielle goder for givet? I andre lande som for eksempel USA, er der mindre velfærd til landet som helhed og en langt større forskel på den økonomiske stabilitet hos den individuelle borger. Her er der et langt større spring fra rig til fattig, og derfor kan det danske samfund virke meget fjernt for de amerikanske borgere. For dem er det ikke en realitet at for eksempel uddannelse er gratis.

Deres opfattelse af det danske velfærdssamfund kommer til udtryk i disse ”memes”, som afbilleder et mønster eller en følelse inden for forskellige kulturer. 

De forskellige memes gør grin med, hvor godt de danske borgere har det på en ironisk facon. For eksempel lyder det: ”Pengene staten betaler mig for at studere på universitetet, dækker knap nok mine udgifter”.

Tendensen fremgår tydeligt i kommentarerne. Alle vil flytte til Danmark, nu hvor de har set, hvor godt vi har det. På siden lyder de forskellige kommentarer til de forskellige memes.:

-       ”Note til selv: Flyt til Danmark.” (twignabiscuit)

-       ”Hvorfor bliver I ved med at motivere mig til at flytte til Skandinavien. Nu bliver jeg jo nødt til at flytte.” (MrWilliamButtlicker)

-       ”Jeg tror jeg flytter til Danmark.” (theresthisguynamedbrad)

-       ”Nu siger jeg lige, hvad enhver amerikaner tænker. Fuck jer” (brownsuarbk)

-       ”Tid til at flytte til ‘Daneland’” (MirandaTheSavage)

De seks memes er blevet set næsten 1 million gange indenfor de sidste to dage.

SE DE SEKS MEMES PÅ: http://imgur.com/a/rNbTP

Men selvom der er stor begejstring for den danske velfærdsstat blandt de mange kommentarer på hjemmesiden, så er der stadig delte meninger blandt den danske befolkning.

Unge Sofie W på 18 år konstaterer selv, at hun er ”røvtræt af at være ung i Danmark”. Hun mener, at der er plads til forbedringer i det danske samfund, og at regeringen ikke fører den korrekte politik. Men er det tilfældet?  Er det politikerne, der fører den ”forkerte” politik, eller er det borgerne der stiller for høje krav?

Sofie W, udtalte :”Kære Morten Østergaard – jeg er træt af, at du har skåret i SUen.”

Dette citat har været med til at skabe en stor debat, og flere borgere har blandet sig.

En af kommentarerne til Sofie W’s artikel lyder:

”Kære Sophie W, At du er så træt, kaldes ungdoms sløvsind. Jeg er sikker på at rigtig mange unge i andre lande gerne bytter plads med dig, og får de muligheder som du er utaknemmelig over.

SÅ her er mit "jeg er træt af". Jeg er træt af forkælede unge som brokker sig over at have nogle af de bedste vilkår i verden, hvad uddannelse og økonomisk sikkerhed angår.”

Så på den ene side kan Danmark ses som et gavmildt samfund, med for mange goder, som de danske borgere tager for givet, og som virker helt surrealistisk for en amerikaner. På den anden side er der stadig mangler og huller i den danske velfærdsstat.

Så er det Sofie W, der har ret, og har vi mangler i den danske velfærdsmodel? Eller har vi faktisk de bedste vilkår i verden?

Kommentarfeltet er dit!